faste hold

HOS LADEN KAN DU DELTAGE PÅ EN
RÆKKE FASTE TRÆNINGSFORLØB

Vores  faste træningsforløb strækker sig typisk over 8-12 uger. 

Herunder kan du læse om de forskellige klasser og finde det hold, der passer dig allerbedst. Måske er der flere.

”Det giver mig meget velvære at gå til pilates i LADEN. Det gør så godt for kroppen – og afspændingen er magisk! Ville bare ønske timerne var meget længere.”

Jeanette, Pilates & Afspænding

GODMORGEN YOGA

Forkæl din krop og tank god energi fra morgenstunden med yin yang yoga.

Yin yoga er blide men smidiggørende bindevævs-stræk, som holdes over længere tid (3-5 min.).

I yang yoga bevæger vi os hurtigere mellem de enkelte stillinger og har fokus på at strække og styrke kroppens muskler.

Ved at kombinere de to yogaformer, skaber vi den optimale morgenvækning for krop og sind. 

I den sidste del af timen får du lov til bare at “være”, mens du guides igennem en kort afspænding.

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 900 kr. for 9 x 60 minutter.

GODMORGEN PILATES

Til dig der ønsker at være på forkant med både træningen og selvforkælelsen – og starte dagen optimalt.

Vi vækker kroppen med simple men effektive og målrettede pilates-øvelser i stille og roligt tempo. Vi arbejder med hele kroppen men har særligt fokus på træning af kropskernen – altså mave, lænd, bækken og hofter. For det meste uden udstyr men af og til med hjælp fra den lille bold eller en foamroller.

Undervejs guider jeg dig i vejrtrækningen, som hjælper os i udførelsen af øvelserne og gør, at vi holder fokus, så tankerne ikke stikker af.

Timen afsluttes med 10 minutters afspænding af forskellig art, hvor vi lader mentalt op til dagen, der ligger foran os.

En fysisk og mental morgenvækning din krop og sjæl vil elske dig for. Forudgående kendskab til pilates er ikke nødvendigt.

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 900 kr. for 9 x 60 minutter.

Pilates & Afspænding

Til dig der vil styrke både din krop og dit åndedræt på en skånsom og behagelig måde.

En time med simple men effektive og målrettede pilates-øvelser i stille og roligt tempo.

Vi arbejder med hele kroppen men har særligt fokus på træning af kropskernen – altså mave, lænd, bækken og hofter.

Undervejs guider jeg dig i vejrtrækningen, som hjælper os i udførelsen af øvelserne og gør, at vi holder fokus, så tankerne ikke stikker af.

Vi afrunder med 10-15 minutters afspænding af forskellig art, hvor du kan puste ud og finde ro. Det vil typisk være i form af små seancer med mindfulness-øvelser, meditation eller dejlige stræk. Så lad dig overraske fra gang til gang.

Du vil gå herfra med en dejlig følelse af at have arbejdet med både krop og sind.

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 900 kr. for 9 x 60 minutter.

Skånsom Senior Pilates

En dejlig formiddag på gården med fokus på krop, sind og hygge.

Skånsom pilates-træning tilpasset dig, der er i din bedste alder på 60+, men stadig gerne vil passe på dig selv og din krop.

Vi styrker særligt dine muskler omkring kropskernen altså mave, lænd, bækken og hofter.

Derudover arbejder vi med balance og kropsholdning.

Alt foregår i roligt tempo, og du mærker selv efter, hvad kroppen tillader.

Undervisningen afrundes med 10 minutters afspænding af forskellig art, hvor du kan puste ud og finde ro. Det vil typisk være små mindfulness-øvelser, meditation eller udstræk. Så lad dig overraske.

Forudgående kendskab til pilates er ikke nødvendigt.

Alt udstyr du skal bruge findes i lokalet.

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 900 kr. for 9 x 60 minutter.

Yin Yoga & Ro

Yin Yoga & Ro er en helt rolig og langsom yoga time. Til forskel fra hatha yoga og pilates, hvor fokus ligger på muskler og styrke, arbejder vi i denne time med bindevævet og leddenes mobilitet.

Vi laver blide blødgørende bevægelser og lange dybe stræk, som holdes i 3-7 minutter. På denne måde stimuleres og motioneres vores bindevæv, så det forbliver smidigt, stærkt og væskefyldt.

Samtidig udfordrer vi os selv i kunsten at være stille – både indeni og udenpå. Det kan være svært at give slip på ”to-do listerne”. I denne time øver vi os på at kunne parkere tankemylderet og invitere nærvær ind i hverdagen.

Yin Yoga & Ro er for alle. Dog helt oplagt for dig, der har en hektisk hverdag med et krævende job, familie-logistik eller andet, der gør, at du virkelig har behov for at ”trække stikket”. Eller for dig, der har meget Yang-motion (løb, vægttræning, konkurrencesport) i dit liv, og derfor har brug for at supplere med Yin for at give din krop balance.

Lad yin yoga’en være dit personlige åndehul, hvor ingen kræver noget af dig. Din selvforkælelses stund, hvor du tanker energi og ro i hverdagen.

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 1170 kr. for 9 x 90 minutter.

hatha yoga

Underviser: Marie Tholstrup Greve

Hatha Yoga for begyndere/let øvede er for dig, der både ønsker yogaens muskelstyrkende, energifulde elementer (Yang) og de led- og bindevævs-styrkende, blide elementer (Yin).

Vi starter med åndedrætsøvelser, der øger nærværet samt opvarmning af leddene gennem blide rotationer, bøj og stræk.

Vi arbejder med styrke, balance og fleksibilitet gennem de klassiske yogastillinger. For at hjælpe dig bedst muligt i stillingerne, anvender vi hjælpemidler som: blokke, bælter, bolster og tæpper.

Cirka halvvejs i timen øger vi pulsen og den indre varme gennem små flow (solhilsner), hvor vi i et roligt tempo bevæger os dynamisk fra yogastilling til yogastilling.

Afsluttende lander vi blidt på måtten igen. Her afrundes timen med beroligende, dybe stræk og altid minimum 10 minutters guidet afspænding, hvor vi øver os i at give slip – fysisk og mentalt. 

Dette hold henvender sig både til dig, som aldrig har prøvet yoga før og til dig, som har arbejdet med yoga i kortere tid.

Yoga er for alle, og Marie viser altid forskellige varianter af yogastillingerne, så de tilpasses efter, hvad der føles godt for dig.

Vi gør klar til dig med alt udstyr, du skal bruge, så du skal blot iføre dig behageligt tøj, du kan bevæge dig i. 

Vi træner i bare tæer, men måske vil du medbringe et par sokker og en trøje til afspændingen.

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 1170 kr. for 9 x 90 minutter.

Yoga for Styrke & Fleksibilitet

Denne time er for dig, der gerne vil udfordres på styrke og fleksibilitet.

Med udgangspunkt i hatha yoga har vi fokus på at oparbejde styrke og udholdenhed. Vi kommer hele kroppen igennem med styrkende øvelser. Laver små flows (bevæger os direkte fra en øvelse over i den næste) og får pulsen op samtidig med, vi udfordrer os selv på balancen.

Vi øger vores fleksibilitet og får løsnet op gennem lange stræk af muskler og væv.

Ved at tune ind på åndedrættet bliver vi nærværende. Det giver mentalt overskud og energi både i og udenfor træningslokalet.

Timen afsluttes med en “mindfuld” afspænding.

Du behøver intet forudgående kendskab til yoga for at deltage i denne time.

Alt udstyr, du skal bruge i timen, findes i lokalet.

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 1170 kr. for 9 x 90 minutter.

yoga for mænd

På LADENs herre yoga hold arbejder vi med styrke, smidighed, balance og afspænding. Du vil få sved på panden – men garanteret også et smil på læben.                                                        

Vi kommer gennem mange af de klassiske yogastillinger – både i et flow, der giver varme i kroppen, og med mere dybe og rolige stræk. Hele kontor-kroppen/fodbold-kroppen/iphone-kroppen/håndværker-kroppen arbejdes igennem i håb om at undgå eller mindske skader eller overbelastning.                      

Vi øver os i at trække stikket fra en måske hektisk hverdag og finde fysisk og mental ro gennem yogastillingerne, men også ved hjælp af forskellige åndedrætsøvelser.                                        

Timen afsluttes med en kort afspænding.

Vi har det udstyr, du skal bruge. Så find blot dit træningstøj frem og kom og vær med på en fysisk og mentalt styrkende træningsoplevelse her på gården!

Vinter forløb: Uge 43-51.

Pris: 900 kr. for 9 x 60 minutter.

”Min ugentlige yoga holder kiropraktoren væk”

”Fodboldbenene bliver mere smidige”

”Min kone siger, jeg bliver så rolig og velafbalanceret”

”Så kan vi også selv tage sokker på, når vi bliver 80!”

”Vi hygger os – også til vores ”3. halvleg” bagefter”

Deltagere fra holdet Yoga for Mænd